Jeg forlod min folkeskole, Blåbjerggårdskolen,
i 1998, og startede i august samme år på Esbjerg Statsskole. Herfra
blev jeg student i 2001, og læser nu matematik ved Aarhus
Universitet. Egentlig startede jeg på mat/fys-linjen, men droppede
fysikken i efteråret 2002; et valg jeg ikke har fortrudt siden. I
august 2005 begyndte jeg på ph.d.-studiet, så nu ved jeg hvad de næste
mange år skal bruges på. Jeg bruger langt det meste af min tid på
universitetet, og skelner normalt ikke mellem hverdag, weekend,
helligdag og ferie. At blive kaldt nørd tager jeg som en
kompliment.
I den usandsynlige situation, at nogen skulle have brug for at
kontakte mig, er her lidt oplysninger at gå ud fra. Bemærk nyt
kontor pr. 1/8-09. Bemærk ny adresse pr. 3/10-09. Den
suverænt nemmeste måde (og den der har størst chance for succes) er
via email.
Hvis du er på Aarhus Universitet kan du ringe internt (og dermed
gratis) til mit kontor; du skal blot taste de sidste fire cifre af
telefonnummeret.
I dagtimerne kan man måske finde mig vha. mit skema, og hvis jeg ikke har timer sidder jeg
nok og laver ingenting på mit kontor, på TÅGEKAMMERET eller Studenterrådet. Det kan også være jeg
spiller Blast i
D03.
På en side som denne kunne man måske vente at der lå et billede af
mig selv. Det gør der ikke af den simple grund, at jeg afskyr at blive
fotograferet. Hvis man vil vide hvordan jeg ser ud er en normalt ret
nøjagtig beskrivelse af min påklædning: Shorts, T-shirt,
(bade)sandaler og kaffekop.
Hvad jeg bruger min tid på
Foreninger og organisationer
Jeg har en tendens til at rode mig ind i alle mulige udvalg,
organer, bestyrelser og andre tidskrævende aktiviteter. Her er en
oversigt over hvad jeg har lavet og lige nu er engageret i.
I gymnasiet var jeg elevrådsaktiv, og var gennem tiden medlem af
forskellige organer; herunder IT-udvalget, Pædagogisk Råd,
Fællesudvalget og Centerudvalget. Jeg var også repræsentant for vores
elevråd i Ribe Amts Fælleselevråd, hvor jeg desuden bestred
kassererposten i et års tid. Jeg var også med til at starte
Statsskolens nuværende skoleblad, Mentalt
Fravær.
Eulers
Venner: Suppleant til bestyrelsen (feb02-feb03); kasserer
(feb03-mar04); formand (mar04-mar08)
Institut for Matematiske Fag,
AU: Medlem af andendelsudvalget (okt03-jun04), studenterrepræsentant i
institutbestyrelsen (feb03-jun04); studenterrepræsentant i
institutrådet (jun04-); medlem af IT-udvalget (aug04-)
Foruden mit studie og ovenstående aktiviteter arbejder jeg som
instruktor (studenterunderviser) og i "Natur i Teltet". Fra efteråret
2004 er jeg også kommet med i Georg Mohr-arbejdsgruppen, og skal med
tiden overtage vedligeholdelsen af GM-hjemmesiden. Jeg er også en af
de ildsjæle som planlægger festligholdelsen af TÅGEKAMMERETs jubilæum
i oktober 2006.
Jeg er pt. medlem af disse foreninger:
Eulers Venner *
TÅGEKAMMERET * (medlemsnr. g64 (Graham's number);
tidligere 42, 54, "Special Extra",
2 og 8); herunder også
FIDUSO; Folkefronten af Intelligente Danskere til Udvikling af
Sproglig Omhu (medlemsnr. 424)
* = er eller har været bestyrelsesmedlem (eller haft
tilsvarende tillidspost).
Nyhedsgrupper
også kendt som usenet. Til tider bruger jeg alt for meget tid på at
læse hvad andre folk har på hjerte, men det har absolut sine
fordele. De nyhedsgrupper jeg følger mest aktivt er
dk.videnskab, som er en dansksproget nyhedsgruppe. Ordet
videnskab dækker meget bredt. I den seneste tid (efterhånden et par
måneder) har den været ret uinteressant at læse pga. et fjols ved navn
Dan Frederiksen, men i fredstid er det en udmærket gruppe.
dk.kultur.sprog er en gruppe der primært beskæftiger sig
med det danske sprog. I praksis fungerer den også som forum for
ovenomtalte folkefront FIDUSO.
sci.math er en international (engelsksproget)
nyhedsgruppe om matematik. Niveauet er dog sjældent særlig højt; det
meste af tiden går med at forklare fjolser hvorfor det de skriver ikke
er matematik, men en stor omgang vrøvl. Men man kan faktisk få svar på
forholdsvis avancerede ting.
comp.text.tex er den internationale gruppe for brugere af
TeX og relaterede systemer, herunder især LaTeX og MetaPost. Det er en
ganske udmærket gruppe; som oftest får man svar på hvad man spørger
om, og der er langt mellem off-topic-tråde og flame wars.
dk.edb.tekst er den danske pendant til
ovenstående. Selvom gruppen egentlig beskæftiger sig med alle
tekstbehandlingssystemer (med undtagelse af M$ Word; der er en særlig
gruppe dk.edb.tekst.ms-word der tager sig af dette monster),
handler de fleste spørgsmål i praksis om LaTeX.
gnu.emacs.gnus er nyhedsgruppen for min favoritmail- og
news-klient Gnus. Gnus er indbygget i emacs, og alene det er grund nok
til at tiljuble det. At det så desuden er utrolig rart at arbejde med
(når først man har kravlet et stykke op af den stejle indlæringskurve)
får mig til at bruge adjektiver som fantastisk og fabelagtigt.
comp.emacs er nyhedsgruppen for omtalte program
Emacs. Emacs er kort sagt alt. Primært er det et
tekstredigeringsprogram, men det kan udvides og konfigureres på så
mange måder at det næsten ville være bedre at kalde det et
styresystem. Det mangler vist heller ikke meget mere end en kerne før
det bliver tilfældet...
gmane.comp.tex.danish er mailinglisten for Dansk
TeX-brugergruppe; læst som nyhedsgruppe.
gmane.emacs.auc-tex er mailinglisten for AUC-TeX-brugere;
læst som nyhedsgruppe.
Pizza
Som det måske fremgår har jeg nok at lave. Det har som konsekvens
at jeg tilbringer langt det meste af min (vågne) tid på
universitetet. Uheldigvis er det nødvendigt at spise ind i mellem, men
til gengæld er det heldigt at der ligger et ganske udmærket pizzeria
ved navn Turbo Sprint i nærheden af universitetet. Herfra får jeg som
oftest min aftensmad. Da dette har været tilfældet i et par år er de
begyndt at kende navnet "Rasmus", så de fx er holdt op med at spørge
om jeg selv kommer og henter. En typisk telefonsamtale med dem
lyder:
TS> Pizza Turbo Sprint, goddag.
RV> Ja hej, det er Rasmus. Jeg vil godt have en nummer 12.
TS> Der går lige 20 minutter.
RV> Det er fint. Hej.
klik
Jeg håber med tiden at ovenstående kan reduceres til
TS> Pizza Turbo Sprint, goddag.
RV> 12.
TS> 20.
klik
så jeg ikke spilder unødige sekunder væk fra den terminal jeg
sidder ved.